Det er ikke sådan bare lige at sætte et værk af Wagner i scene. Der stilles store krav til sangere, sceneteknik, dramaturgi, personinstruktion, andre praktikaliteter, og så er vi ikke engang nået til de hårdt prøvede musikere. Her i Danmark sker det i de senere år relativt sjældent, ikke mindst på grund af prisen, sammenlignet med så mange andre operaer og sceneværker. Når det så sker, så sælger billetterne næsten sig selv, for der er et stort og begejstret publikum til værkerne.

I den af coronasmitte stærkt forkortede sæson 2021-22 lykkedes det (afgående, desværre) kongelige operachef John Fulljames at sætte Valkyrien op på Det kongelige Teater til min store og udelte begejstring. Det kongelige Kapels lyd er nemlig perfekt til klangen af Wagner, IMO.

Og så ovre i Esbjerg har Den ny Opera (jo) gang i en ny opsætning af Niebelungens Ring. Jeg var meget begejstret for første og anden afdeling, men der har været et coronahul i kalenderen, så først i år kunne de komme med tredje værk, Siegfried. Iscenesat af Kasper Wilton og kun tre aftenener til et sultent publikum. Jeg købte billet til premieren, 21. august, 2022.

Det er ikke alle forundt at opleve den samme sanger synge Brünnhilde i både Valkyrien og Siegfried med få måneders mellemrum I Danmark, altså), men i år har jeg set og hørt Trine Bastrup Møller blive frataget guddom og lagt i søvn af sin far på fjeldtoppen i København og så blive vækket af nevøen i Esbjerg. To vidt forskellige opsætninger, om end begge kogt ind til benet uden (for) mange sidespring á la tysk regiteater. Men jo også to meget forskellige udgaver af Brünnhilde, som i Valkyrien netop er dét, og som i Siegfried er fortumlet og frustreret – og ret forelsket i den helt, hun forudså ville komme til hende gennem Loges ild.

Siegfried

Af de fire værker i Ringen er Siegfried den, jeg holder mest af. Mange foretrækker Valkyrien, som da, bevares, er rigtigt god med en uovertruffen handlingsgang. Men musikken er bedre i Siegfried, synes jeg, og især det dramatiske skift efter den lange pause, Wagner holdt, før han kunne skrive tredje akt. Der kom noget Schopenhauer i vejen, og et par andre værker, herunder Tristan og Isolde – og dét kan man høre i tredje akt! Det er et følelsesmæssigt stormvejr, vi bliver hilst med i forspillet, mens Der Wanderer kæmper sig frem til Erdas gemmested/grav, og slet ikke det reelle stormvejr fra Hollænderen. Det suser og knager, mens overguden kæmper med at acceptere sin egen beslutning om at detronisere sig selv. Erda er ingen hjælp, selv ikke med erfarne Anna Larssons superlækre stemme.

Highlights fra Den ny Opera:

• Siegfried! Magnus Vigilius’s stemme er vokset helt ind i rollen som denne uregerlige teenager. Han synger næsten uafbrudt i hvert af de tre 5 kvarter lange akter, og stemmen holder hele vejen. Sikke en præstation! Skuespillet er (jo) også vigtigt, og den sidder igen lige i skabet. Hans lækre Siegmund er blevet en livlig knægt, der egentligt bare vil have en god ven (og sin mor). Klart formidlet!
• Bjørnen! I sin første scene kommer Siegfried ind med en bjørn, jovist, men en helt særlig udgave, nemlig en bamsebjørn af den knuselskelige slags på størrelse med en 8-årig pige, som løber rundt om Mimes smedje og fægter med armene, så vi må le og Mime gyse.
• Søndergaard! Der Wanderer har (selvfølgeligt) sort tøj på, en sort hat, og sort trenchcoat. Hatten kommer af og bliver holdt foran munden, når han skal være usynlig. Når den skal på igen, får den lige et rul med hånden, for Wotan er nok inkognito men er jo stadigvæk übercool overgud, der har lige så lækkert hår som Jens Søndergaard. Og ja, Søndergaard er igen en fabelagtig Wotan, med mørke i stemmen, stærkt skuespil, og en gennemført pragtfuld præstation.
• Mime! For det er jo så synd for ham, at stort set alle, herunder teenageren, totalt gennemskuer hans bøvlede og uduelige plan om verdensherredømmet. Heller ikke i denne opsætning finder vi svar på, om Mimes udlægning af Siegfrieds fødsel er sand, men vi har en lille fornemmelse af, at Sieglinde nok ikke bare svandt hen…. Gys!
• Mari í Dali! Scenografien af Marie í Dali er (igen) kogt ind til benet men meget illustrativ. Et hul i den forhøjede forscene er dels en dam, dels Erdas grav, og dels gemmested for den skitse til Siegmund, som Wotan måtte smide ud i Valkyrien for 5 år siden (i vores tid, altså). Mimes smedje er spejlet i et spisekøkken, så Mimes arbejde ser næsten ens ud de to steder. ”Emhætterne” kan trækkes ned, så de under gættelegen mellem Vandreren og Mine fungerer som henholdsvis spørgsmål og svar. Hylende morsomt tænkt! Og spyddet er et spyd, ringen er en ring, dragen er en drage (med Jesper Brun-Jensen som kroppen), og sådan er det bare. Dermed kan publikum fokusere på handlingen og musikken uden at skulle bruge kræfter på at oversætte genstande. Dette medlem af publikum sætter pris på den slags, om end jeg også kan nyde regiteater, når det lykkes – Tannhäuser i seneste opsætning i Bayreuth er et godt eksempel på det (undtagen Wolframs voldtægt af Elisabeth).
• Lys og mørke! Der Wanderer trasker rundt i skoven og spejles af sin ”tvilling”. Albericht har her sin søn, Hagen, med. Tro mod opsætningens tema om barndommens uskyld er Hagen hér et barn. Men i så fald skal Siegfried og Brünnhilde opholde sig på fjeldtoppen i mange år i tidsløshed, for i Götterdämmerung er Hagen ældre end Siegfried. Men knægten er sød, og han snitter på en kæp, der måske-måske ikke skal bruges som hans spyd eller stav i Götterdämmerung om et par år. Vi får se. Efter tæppefald efter første akt kom denne lille dreng sødt nok frem med et skilt, hvor der stod ”Klap, for jeg skal op i skole i morgen”. Så det gjorde vi. Ellers var der ikke fremkaldelser efter de to første akter.

Valkyrien

I marts 2022 lykkedes det endeligt at sætte Valkyrien op scenisk igen på Det kongelige Teater. Der var (jo) en strålende koncertant opførsel med Kirill Petrenko på podiet for måske 10 år siden (?), og siden da en semiscenisk udgave af T&I i 2019. Men de store Wagner-sangere har forladt København, så den desværre nu afgåede operachef, John Fulljames, måtte grave lidt for at finde nye sangere. Han fandt nogle i egent hus, nogle ude i Europa, og det endte med en spændende samling rolledebuter, herunder til medlemmer af Operaakademiet.

På podiet foran Kapellet stod (selveste) Thomas Søndergård, og på scenen fik vi Bryan Register som Siegmund, Ann Petersen (!) som Sieglinde, Tomasz Konieczny som Wotan (Tjek!), Trine Bastrup Møller som Brünnhilde (hurra!), Morten Staugaard som skummel Hunding, og vidunderlige Hanne Fischer som en kun på overfladen iskold Fricka.

Scenografien var af Tom Scutt og bestod af en kæmpemæssig trappe, der gemte Hundings hytte nedenunder, og var omgivet af arkitekters tegneborde. For Wotan og hans valkyrier var arkitekter af den moderne systemtænkende slags. Brünnhildes fjeldtop var midt på trappen, hvor hun blev omgivet af ild efter 5 timers musikdrama.

Jeg fik ikke taget noter dengang i marts, men jeg var inde at opleve opsætningen to gange og ville gerne have set resten af dem også. Det var (endnu) en smuk opsætning med fantastiske sangere. Hundings hytte fungerede ikke rigtigt for mig, men resten var fint nok. Og under de allersidste toner travede Wotan henover forscenen, mens verden brændte bag ham, og en lille dreng så nervøst (?) til. Måske en Siegfried?

Jeg så meget gerne resten af Ringen i en opsætning af Fulljames. Skylder vi ham ikke det efter den ret sjuskede afslutning på hans kontrakt som operachef? Hvis Den ny Opera sætter en fuld ring om op 2-3 år (jeg ikke, hvornår de gør det, men de gør det!), så kunne Det kongelige Teater gøre det om 8, måske? Jeg stemmer for! Ikke mindst for den sande fornøjelse det var at høre bruset fra Kapellet under ledelse af Søndergård. Fantastisk!