Musicals er ofte ret letbenede, selv når musikken er rigtigt god. Det kan være fristende at kalde musicals for popmusik (og vor tids svar på operatidens operetter): Underholdning til borgerskabet med noget at le ad, noget at gyse over, og gerne noget at få tårer i øjenkrogen over. Men ikke alle musicals er letbenede, end ikke de sjove af slagsen. Og før jul var jeg til to sådanne musicals. Dels på Det kongelige Teater, og dels på Det ny Teater.

West Side Story på Det Kongelige

Teenageren faldt med et brag for Leonard Bernsteins musik til hans, Jerome Robbins’ og Stephen Sondheims New Yorker udgave af Shakespeares udødelige Romeo og Julie. Det handler (jo) om kærlighed men også om det omgivende samfund og hvordan det samfund gør kærligheden umulig.

Det kongelige Teater har sat West Side Story på programmet denne sæson for at lokke et nyt publikum ud i Operaen. Og det virker!

Jeg var der en søndag eftermiddag, hvor der var stuvende fuldt. En af de ansatte fortalte, at lørdagens dobbeltprogram havde haft lige så mange mennesker på stolerækkerne. Og en af dirigenterne postede en uge senere på Twitter, at han havde dirigeret fire opsætninger over en weekend med fuldt hus.

Jeg er helt enig med teatret i mekanikken i, at hvis en person kommer på et teater for at se noget, så forøger det kraftigt chancen for, at den person vender tilbage. Og hvis man er begejstret for Bernsteins musik til West Side Story, så kunne man måske lokkes til en opera af Puccini, eller en symfonisk koncert med Kapellet. Men det kan også give bagslag, som vi skal se senere i denne post.

West Side Story er lidt i en kategori for sig, for historien er klassisk (Shakespeares Romeo og Julie) men nutidig (unge smarte mennesker), musikken fremragende med behov for gode sangere og et STORT og absolut symfonisk-orienteret orkester, og den originale koreografi er fantastisk. Se filmen med Natalie Wood – eller den nye med Rachel Zegler, lyt til Bernsteins problematiske men smukke indspilning med Kiri te Kanawa og José Calleja, og nyyyyyyd musikken!

Jeg nød denne opsætning med luksusorkesteret over dem alle, Det kongelige Kapel, på bagscenen, med i alle scener, kørende op od ned på de to bagerste sceneelevatorer, synlig det meste af tiden, og virkeligt velspillende. Jeg har nydt Kapellets Bernstein et par gange tidligere ved koncerter, og med det forbehold, at jeg overhovedet intet ved om livet i New York i første halvdel af det 20. århundrede, så synes jeg, at de klangligt rammer Bernsteins krav. Godt lyder det i hvert fald! Ved denne opførelse var Kapellet dirigeret af altid fine Robert Houssart og havde purunge Adam Koch som koncertmester med en smuk tone i de sarte soli.

Purunge var også de fleste sangere og dansere. Se rollebesætningen her lidt endnu. Ikke mindst de tre store roller betog mig – men de havde selvfølgeligt mikrofoner påmonteret, og dét virker ikke særligt godt ude i Operaen med et uforstærket men meget klart klingende Kongeligt Kapel lige bag den sarte sanger. Og det sære var, at så sarte var sangstemmerne slet ikke. Jeg havde meget gerne hørt Søren Torpegaard Lund synge Maria og Emilie Groth Christensen synge Somewhere med ham uden mikrofon, for det kan de begge sagtens, tror jeg. Det er bare en vane med at musicalsange synges med mikrofon.

Men karaktermæssigt står West Side Story, for mig, og falder med karateren Anita: Er hun bare en dulle, bare en blondine, bare en storesøster med hang til det lette liv? Heldigvis sjældent og slet ikke i Julie Steinckes udgave. Det var en stærk Anita, der ville gøre det rigtige for sig selv og for de øvrige. Hun er ikke en bærer af samfundet, men hun er en fakkel i sig selv. Flot portrætteret af Steincke, som jeg ellers kun kendte af navn.

Nu er denne ombæring forbi, men Det kongelige Teater beviste, at de kan lave musicals på et højt niveau. Jeg kan ikke se andre teatre lave en lignende opsætning – men jeg kan se de samme sangere og dansere på diverse scener her i landet, for dér er de allerede. Så gak ud og find dem på en scene nær dig!

The Producers på Det ny Teater

Vil man gerne have et teater stort set for sig selv, så skal man bare vælge Store Julefrokostaften, som sidste år bl.a. faldt 9/12-22. Det var nu ikke derfor, jeg var på Det ny Teater. Mine oprindelige billetter var til en tidligere aften men var blevet byttet til eneste ledige aften i december med kort varsel. Og desværre var vi så havnet på en lidt skæv plads oppe i højderne, så vi havde fin udsigt over de (rigtigt) mange ledige stole nede på Gulvet og knap så fin udsigt over scenen. Og benyttede pausen til at flytte ned…

Det ny Teater er perfekt til ikke-alt-for-store musicals med sin moderne teknik og masser af puds og guldglimmer. The Producers er perfekt til Det ny Teater med korte scener, kvikke bemærkninger, charmerende melodier, og vitser med plads til det lokale publikum. Det er en relativt … tja, jeg synes det er en lille scene i forhold til de håndboldhaller, værket i princippet kunne opføres i. Men det bliver det ikke, for det er et værk til storbyen.

Det er et hyggeligt, gammelt hus, hvor man formodes at lægge penge i kælderen før forestillingen, stimle sammen i foyeren, sværme op ad trappen, hente et glas et-eller-andet, småsnakke med selskabet, og så trippe ind på plads. Men det er borgerskabet i bredeste forstand herude på Vesterbro, og i klar modsætning til Det kongelige Teater inde på Kongens Nytorv. Herude er alting nyt og frisk, og vi mødes alle på lige fod. Mja, sådan da, for de billigste pladser er stadigt øverst oppe, og trapperne er stadigt ret krøllede for at skille får fra bukke. Det er et charmerende hus, og som antydet velegnet til mellemsegmentet i sceniske opførelser: Hverken opera eller intimt. Bare direkte til folket. Og de leverer igen og igen!

Dét betød noget, for den opsætning af Mel Brooks’ ikke helt frivillige musicaludgave af filmen fra 1967, som spiller her, har meget vigtige sekvenser i det hjørne af scenen, som jeg ikke kunne se. Akkeja.

The Producers bygger på filmen af samme navn og handler altså om skattesnyd, det hårde liv på Broadway, risikovillighed, og scenekunst. I modsætning til West Side Story er musikken ikke ret god, men humoren, ikke mindst den spidse af slagsen, er mange gange større. Brooks byggede ikke mindst på klassisk jødisk humor og opdaterede den til efterkrigstidens dilemmaer. Filmen var dybt kontroversiel, men for os i dag er både den og musicalen satire, der både får os til at grine, til at være flove, og til at tænke.

Det ny Teaters opsætning har kørt over et par sæsoner med (selveste) Preben Kristensen som Max Bialostok, den dygtige producent med de mange fiaskoer. Jeg kan nu erklære mig enig i, at han er et ægte hit i rollen. Og Michael Carøe er vidunderlig som overdrevent camp Roger de Bris, der jo må tage rollen som superskurken Adolf på sig. Mens Asger Reher får alles tånegle til at krølle mens vi hulker af grin over hans længsel efter det sande tredje rige. Se billeder og liste over medvirkende hér lidt endnu.

Som altid hos Det nye Teater er der højt tempo, dygtige kunstnere på og under scenen i en vidunderlig blanding af talenter og etablerede navne, sus på farverne, og højt humør hos publikum. Hvis denne opsætning kører igen næste sæson, eller om et par år, så se dem – og husk at tage forventningens glæde med!